
Om silden
Den sølvskinnende stimefisk silden har et blåligt, violet eller grønneligt skær. Den har bløde finner uden pigstråler, glatte gællelåg og hele kroppen er dækket af store skæl, som let falder af. Fiskens krop er slank, munden lille med underbid og store øjne. Typisk bliver en sild mellem 15-20 cm og har en vægt på 150-400 g, men alt efter hvilket farvand den lever i, kan den blive helt op til 50 cm og have en vægt på op mod et kilo. Silden bliver kønsmoden, når den er mellem 2-9 år og lever i 22-25 år. Sildens latinske navn er Clupea harengus
Lever i kæmpe store stimer
Silden lever ved kysten og i havet. Silden er almindeligt udbredt i de danske farvande, hvor der skelnes mellem vårsild og høstsild, som er bestemt ud fra den årstid, hvor silden vandrer til sine gydesteder omkring Danmark. Fisken lever i de frie vandmasser lige fra overfladen og ned til en dybde på omkring 250 meter. Den befinder sig ofte dybere i vandet om dagen end om natten. Sild svømmer altid i stimer, som kan blive kæmpestore, hvor der kan findes 1-5 millioner fisk i én stime, disse store stimer kaldes for sildebjerge. En sådan stime kan strække sig over flere kilometer, være mere end hundrede meter dybe og veje flere tusinde tons. Når det er mørkt, ser man, at stimerne bliver mindre tætte og bevæger sig langsommere.
Sild jæger ved hjælp af synet, hvilket betyder, at de derfor kun æder i løbet af dagen, hvor den kan se. Fisken lever hovedsageligt af dyreplankton, hvor den især er glad for vandlopper, lyskrebs, fiskelarver og vingesnegle.
Hjem-instinkt
Silden gyder om efteråret eller vinteren. Hele stimen af sild gyder samtidig i frit vand, og enhver kønsmoden hun frigiver 20.000-50.000 æg. Æggene, som har en højere vægtfylde end vand, synker derefter mod bunden, hvor de klæber sig til ålegræs, tang og sten. Typisk klækker sildeæggene efter10-14 dage, men der kan gå helt op til en måned før, de klækker, da det kommer an på vandtemperaturen. Efter sildelaverne er klækket, tiltrækkes de af lys og svømmer derfor op mod overfladen. Når sildelarverne er omkring en uge, begynder de at æde planteplankton og krebsdyrlarver. Skællene begynder at dannes, når de er omkring 4 cm, det er også omkring dette tidspunkt kroppen bliver sildeformet og de begynder at danne stimer. Silden har det man kan kalde for et hjem-instinkt, for når silden selv bliver kønsmoden i en alder af 2-3 år, vil den vandre tilbage til det gydested, hvor den selv kommer fra for at formere sig.
Hvordan fanger man en sild
Sild fiskes både som sportsfiskeri, fritidsfiskeri og erhvervsfiskeri. Du kan fiske efter sild hele året, men silden er især god om efteråret, hvor den er større, federe og menes at have mere smag.
Til at fange sild kan du med fordel bruge et sildeforfang. Du kan ikke bare bruge almindelig blink, orme og lignende til at fange sild, da silden kun spiser små dyr, der lever af plankton og derfor ikke vil bide på. Et sildeforfang har ofte 2-6 kroge. Når du fisker med børn, anbefaler vi, at I kun bruger 2-4 kroge. Du kan ikke bruge sildeforfanget alene. Du skal desuden have noget vægt på for at kunne kaste sildeforfanget ud. Her kan du bruge et blink eller lod. Når du trækker ind, bør du lave 3-5 indspinninger og derefter stoppe og lade forfanget synke lidt ned igen. Når du har kroget sild, skal du være lidt nænsom, når du trækker dem i land, da de nemt kan falde af, hvis du er for hurtig eller hård.