
Om suderen
Den fightende og særprægede suder kendes på sin robuste og relativt høje krop. Fiskens krop har en rund form over det hele – selv finnerne. Suders ryg og side er har en nærmest olivengrøn farve, bugen er gul/orange og finnerne er mørke. Specielt ved suders farve er, at den falmer efter døden. Et andet specielt kendetegn ved en suder er dens meget små røde øjne og de to små skægtråde, der er placeret på hver side af munden. Derudover har suderen en bred snude og en kraftig, bred halerod. Skællene er meget små og sidder dybt i huden. En suder kan blive op til 60-70 cm og veje mellem 1-7 kg, hvor hunnerne vokser hurtigere end hannerne og dermed også kan blive større. Suder kan blive relativt gamle, de kan nemt blive over 20 år. Du kender forskel på hunnerne og hannerne på bryst- og bugfinnerne, som er større og kraftigere hos hannerne. Suderens latinske navn er Tinca tinca.
Ikke særlig krævende
Suderen er en ferskvandsfisk og findes i større vandhuller, moser og søer. Derudover kan den findes i brakvand med op til 12% salt. Suder elsker varme og er derfor mest talrige i lavvandede moser og småsøer. Den foretrækker desuden, at der er en blød bund og masser af vandplanter, som er vigtige til at skjule sig i, fødesøgning og at gyde i. En suderen kan gå i dvale på bunden, hvilket ofte sker, når vandet bliver koldt eller hvis vandtemperaturen overstiger 30 grader. Suderen er ikke kræsen og finder typisk sin føde på bunden, hvor den får hjælp af det særdeles følsomme skægtråde. Den lever af alger, mindre dyreplankton og plantemateriale. Derudover kan de større suder også leve af zooplankton såsom insektlarver, snegle og muslinger. En suder har ikke tænder, i stedet filtreres smådyr fra og knuses nede i svælget.
Hurtig klækkede æg
Suder gyder i maj-juni måned. Hunnerne lægger sine æg løbende i denne periode, typisk er der et par uger mellem hver gydning. Rognen for en hun kan udgøre helt op til 25% af hunnens samlede totalvægt, hvilket betyder, at afhængigt af hunnens vægt kan hun have op til 900.000 æg. Afhængigt af vandtemperaturen klækkes æggene allerede efter ca. 3-6 døgn. Larverne er forsynet med en blommesæk, som den lever af i ca. 10 dage, hvorefter larverne bliver fritsvømmende og begynder at tage føde til sig.
Skadelig for vandets økologiske kvalitet
Mange suder samlet på et sted kan have en negativ effekt på vandtilstanden i den sø, hvor den lever. I sin søgende efter føde hvirvler suderen bundmateriale op, hvilket kan medføre frigivelse af næringsstoffer, der fremmer alger og dermed skaber uklart vand. Yderligere æder suder dyreplankton, der netop lever af alger, hvilket igen bidrager til flere alger. Suder har masser af fjender i form af eksempelvis rovfisk som gedder og aborrer, derudover har den også fjender i form af fiskeædende rovdyr såsom odder og fiskehejre.
Hvordan fanger man en suder?
Der er ikke mange fiskere, der fisker målrettet efter suder, den fanges oftest som en bifangst ved fiskeri efter karper. Suder er dog en sjov fisk at fiske efter. Det er en sky fisk, som kan være svær at få til at bide på, og når den bider på, er den noget af en fighter, hvilket gør suderen til en sjov og udfordrende fisk at fiske efter. Som hovedregel er suder mest aktive om morgenen og aftenen. Det er en sejlivet fisk, som tåler at opholde sig over vand i længerevarende tid, hvis blot den holdes fugtig – så der er god tid til at få taget et godt billede af din fangst.
Det kræver ikke nødvendigvis noget specielt grej for at fange suder, så du kan i mange tilfælde bare bruge det, du har. Den mest anvendte metode til at fange suder er medefiskeri i form af flåd eller feeder.
Flåd
Til flådfiskeri efter suder findes et hav af flåd. Eftersom suderen primært finder deres føde på bunden, er vores erfaring, at det er mest effektivt at bruge et wagglerflåd, hvor der monteres et flådstop eller splithagl i bunden af linen. Dit splithagl skal du montere, så du har 10-15 cm line til din krog, der så vil lægge sig på bunden. Som agn kan vi anbefale; majs, regnorm, maddiker, brød eller boilies.
Feeder
En anden metode, som vi finder effektivt, er at fiske efter suder med en feeder. En feeder er en vægtede foderkurv, der monteres på linen og dermed giver fodring omkring dit krogagn. Som foder til din feeder skal du bruge enten groundbait eller pellets. Denne fiskemetode kan kræve en del tålmodighed, da den kræver en god forståelse for fiskens leveområder og adfærd.
Forfodring
Nogle fiskere vil anbefale forfodring med eksempelvis rasp blandet med smagsstoffer. Her skal du være opmærksom på hvilke regler, der gælder for den sø, du fisker i, da forfodring er forbudt i flere søer. Grunden til dette er, at forfodring kan være med til at gøre søen mere uklar, hvilket er i strid med miljømålene for de danske søer. Forfodring er heldigvis ikke altafgørende for at fange suder.