
Om skallen
Skallen er en slank og mindre fisk, som er en del af karpefamilien. Du kender den på blågrønne ryg med en sølvfarvede bug. Skallens store kendetegn er de rødlige finner og røde øjne. Dens ryg er høj og så er den fladtrykt fra siden. Skallens udseendet kan variere lidt alt efter hvilken føde, der er tilgængelig. Fisken bliver typisk omkring 20 cm og 200 g, men der er set skaller på helt op til 50 cm og 1.800 g. En skalle, som er kønsmoden, vokser gerne 1-3 cm om året og den bliver typisk ikke mere end 12-13 år gamle. Skallens latinske navn er Rutilus rutilus.
Nem at gøre tilfreds
Skallen er en stimefisk, der lever overalt i fersk- og brakvand, hvor den foretrækker at leve steder, hvor der er sand- og grusbund. Om vinteren trækker fiskestimerne ud mod dybere og roligere vandområder. I perioden maj og juni gyder skallen i stort antal på det lave vand, hvilket også betyder, at i de varmere måneder er fisken at finde på lavere vand og dermed nemmere at fange fra bredden. Skallen er kønsmoden, når den er 3 år. En hun lægger op til 250.000 æg, som hannen derefter befrugter og efter 4-10 dage klækkes æggene. I gydeperioden får hannen nogle små gråhvide vorter på kroppen, dette kan også ses på hunnerne dog meget svagere. Skallen spiser stort set alt, hvad den kan finde. De unge skaller lever af plankton og alger, hvor de ældre fisk desuden lever af insekter, orme, krebsdyr, småfisk og lignende.
Skraldefisk med vigtig rolle
I Østeuropa er skallen en særdeles kendt spisefisk, hvor den sælges som fersk, røget eller saltet. Herhjemme er skallen ikke kendt som en spisefisk – tværtimod. I Danmark bruger vi derimod gerne skallen som agnfisk, hvilket den er vældig god til. Skallen har dog den ulempe, at den dør forholdsvis hurtigt i fri luft. Af den grund anbefales den også som deadbait. Derudover spiller skallen en vigtig rolle for en sø, da den blandt andet er god føde for eksempelvis aborrer og gedder.
Hvordan fanger man en skalle?
Det er nemt at fange skaller, der er nærmest fangstgaranti på skaller. Der er tæt på konstant action, spænding og gode resultater, når der fiskes efter skaller, hvilket kan være vigtige faktorer, når specielt børn skal introduceres for lystfiskeri. Derfor er skallen en god opstartsfisk at fiske efter.
Du behøver ikke specielt grej for at fange skaller. En prop og et lod til at få proppen til at stå oprejst og så selvfølgelig en krog er alt det grej, du skal bruge, når du fisker efter skaller. Eftersom skallens mund ikke er særlig stor, bør du vælge en lille krog.
Skaller æder stort set alt, så som agn er der mange muligheder. Du kan bruge majs, brød, regnorm, en klump dej, mindre fluer med mere.
Nogle fiskere vil anbefale, at du bruger forfodring med eksempelvis rasp blandet med smagsstoffer. Her skal du være opmærksom på hvilke regler, der gælder for den sø, du fisker i, da forfodring er forbudt i flere søer. Grunden til dette er, at forfodring kan være med til at gøre søen mere uklar, hvilket er i strid med miljømålene for de danske søer. Forfodring er heldigvis ikke altafgørende for at fange skaller. Du kan sagtens fange skaller uden forfodring.